Historien

Historien - frem til 50års jubilæet i 2014

Det hele begyndte med, at en gruppe sangglade ansatte ved Fritz Hansens møbelfabrik i 1942 stiftede et mandskor ved navn F. H. Koret, som på bedste vis underholdt Lillerød og omegn i 20 år, indtil det på grund af manglende tilslutning blev opløst i 1962. Efterfølgende, i 1963, tog en lille gruppe fra det hedengangne kor med den daværende skoleinspektør ved Lillerød skole, Vagn Piil, og organist ved Lillerød kirke, Jens Holme, i spidsen initiativ til at oprette et blandet kor, Lillerød aftenskolekor, som senere, i 1976, tog navneforandring til Lillerødkoret.
Lillerødkorets første optræden var en julekoncert i Lillerød skoles festsal d. 16. december 1963. Det blev en stor succes og gav som ved mange følgende koncerter anledning til gode anmeldelser fra både publikum og i dagbladene. Fra 1965 blev julekoncerterne henlagt til Lillerød kirke og til sidst i nyere tid på grund af pladsmangel til Engholmkirken. Et fortrinligt og inspirerende samarbejde med Lynge Kirkemusikgruppe, det senere Lynge Kammerorkester, samt professionelle solister fra Radiokoret og Operakoret har muliggjort opførelsen af større kirkemusikalske værker og har været med til at hæve standarden og gøre koncerterne til fine, stemningsfyldte oplevelser for publikum og medvirkende.
En anden tradition i Lillerødkoret er forårskoncerten. Også her har der været opført store klassiske værker, oftest i et givende fællesskab med andre amatørkor fra Sjælland eller Allerøds svenske venskabsby, Älmhult. Ellers har repertoiret mest bevæget sig inden for den lettere genre. Ikke mindst i årene med kgl. kammersanger Åge Haugland blev gækken sluppet løs. I 10 år på trods af stor travlhed på verdens operascener tog Åge Haugland sig hvert forår tid til at deltage i et lærerigt og forrygende samspil med Lillerødkoret – det blev en uforglemmelig epoke i korets historie. Samtidig gav det anledning til en række uropførelser af satser af komponister som Michael Bojesen, Bent Lorentsen, og Andy Sundstrøm.
Ud over de to store koncerter var det i mange år en af Lillerødkorets traditioner at ”synge julen ind” på Hillerød sygehus – og ligeledes bebude forårets komme på plejehjemmet Solvænget, senere på plejecenter Engholm.
Lillerødkoret har i løbet af de 50 år haft 5 dirigenter, men ingen har i den grad sat sit præg som Inger Thoft Nielsen. Siden 1977 har hun med stor energi og musikalitet, stort overblik og en seriøs tilgang til opgaven ført koret ( + orkester + solister ) frem til de mange fine resultater.
Mange, mange glade og festlige sangere har i årenes løb opladt deres stemmer i Lillerødkoret, har bidraget til at lave god musik og har deltaget i det dejlige både musikalske og sociale fællesskab. Medlemstallet er gået op og ned. Nogle få har været med næsten fra starten, en del har været med i mange år, andre er kommet til for nylig, men med 55 medlemmer i denne 50 års jubilæumssæson må man konkludere, at Lillerødkoret stadig er en populær og væsentlig del af musiklivet i Allerød kommune.